Den geopolitiske situation i januar 2026 er præget af betydelige spændinger, der er forstærket af USA’s aggressive udenrigspolitik under præsident Donald Trump. En hypotetisk annektering af Grønland af USA ville ikke kun krænke folkeretten, men også sætte de transatlantiske relationer på en alvorlig prøve. Grønland, som et autonomt område under Danmark, er strategisk vigtigt på grund af sin placering i Arktis, sine råstofressourcer og sin militære anvendelse af USA, blandt andet gennem Pituffik Space Base (tidligere Thule Air Base). Trump har gentagne gange argumenteret for, at kontrollen over Grønland er essentiel for USA’s nationale sikkerhed for at modvirke indflydelse fra Rusland eller Kina. En sådan annektering kunne føre til en splittelse i NATO, da Danmark og andre europæiske allierede ville opfatte det som et angreb på deres suverænitet. I dette scenarie ville risikoen for angreb på amerikanske militærkaserner i Europa stige markant, da anti-amerikanske stemninger og radikale grupper kunne mobiliseres. Historiske paralleller til Rote Armee Fraktion (RAF) i 1970’erne understreger, hvordan geopolitiske konflikter kan føre til terroraktiviteter mod amerikanske installationer. Denne analyse belyser de potentielle risici på et faktabaseret grundlag, baseret på de nuværende geopolitiske udviklinger, fordelingen af amerikanske baser i Europa og historiske mønstre.
Først er det vigtigt at se på den aktuelle situation omkring Grønland. USA har i de seneste måneder udøvet pres på Danmark og Grønland for at erhverve øen eller opnå kontrol over den. Trump har offentligt erklæret, at alt andet end fuld amerikansk kontrol er uacceptabelt, og han har ikke udelukket militære interventioner. Grønlands premierminister har understreget, at øen ikke er til salg og foretrækker Danmark. Danmark har styrket sin militære tilstedeværelse på øen og bedt EU-partnere om støtte. En annektering ville sætte NATO over for en alvorlig krise, da et angreb på et medlemsland som Danmark kunne udløse artikel 5 i traktaten. I Europa, hvor USA opretholder talrige militærbaser, kunne dette føre til en bølge af anti-amerikanisme. Baserne fungerer som knudepunkter for operationer i Europa, Mellemøsten og Afrika, og en eskalering ville true deres sikkerhed. Allerede nu er amerikanske baser i Europa sat i højere beredskab, blandt andet på Force Protection Condition Charlie, på grund af uspecifikke terrortrusler. Dette viser, at risikoen er reel og kunne stige yderligere gennem geopolitiske spændinger.
Den amerikanske militære tilstedeværelse i Europa omfatter omkring 80.000 soldater, fordelt på dusinvis af baser. De vigtigste steder ligger i Tyskland, Italien, Storbritannien og Tyrkiet. I Tyskland huser Ramstein Air Base hovedkvarteret for US Air Forces in Europe og fungerer som central knudepunkt for luftoperationer. Stuttgart er sæde for US European Command og koordinerer alle amerikanske militæroperationer på kontinentet. Andre baser som Grafenwöhr og Vilseck bruges til uddannelse, herunder af ukrainske tropper. I Italien ligger Aviano Air Base, som er afgørende for NATO-operationer i Sydeuropa. Incirlik i Tyrkiet huser taktiske atomvåben og støtter missioner i Mellemøsten. I Storbritannien er baser som RAF Lakenheath og Mildenhall ansvarlige for lufttankning og rekognoscering. Disse installationer er ikke kun militært, men også symbolsk betydningsfulde, da de repræsenterer amerikansk dominans i Europa. Aktuelle sikkerhedsrisici omfatter terrortrusler fra grupper som ISIS og Al-Qaida, der planlægger decentrale angreb. I de seneste år har amerikanske baser i Europa flere gange hævet alarmniveauet på grund af efterretninger om mulige angreb. Hybride trusler, som cyberangreb eller sabotage, støttet af stater som Rusland eller Iran, forstærker risikoen. En annektering af Grønland ville gøre disse baser til potentielle mål, da de kunne opfattes som symboler på amerikansk ekspansion.
Historisk set har RAF i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne vist, hvordan geopolitiske konflikter kan føre til målrettede angreb på amerikanske kaserner. RAF opstod ud af studenterbevægelsen i 1960’erne og så sig selv som del af en global anti-imperialistisk kamp mod USA og kapitalismen. De kritiserede den amerikanske tilstedeværelse i Vesttyskland som en fortsættelse af imperialismen og rettede sig mod symboler på NATO og det amerikanske militær. Den 11. maj 1972 detonerede RAF bomber ved hovedkvarteret for den amerikanske hær i Frankfurt (I.G.-Farben-Haus), hvilket resulterede i dødsfaldet af en amerikansk officer og 13 sårede. Kun to uger senere, den 24. maj 1972, eksploderede en bilbombe ved Campbell Barracks i Heidelberg, sæde for US European Command, og dræbte tre amerikanske soldater. Disse angreb var en direkte reaktion på Vietnamkrigen og de amerikanske bombardementer i Sydøstasien, som RAF betragtede som imperialistiske. I de følgende år eskalerede aktionerne: I 1981 angreb RAF Ramstein Air Base med bomber, hvilket sårede 14 personer. Den 8. august 1985 detonerede en bilbombe ved Rhein-Main Air Base nær Frankfurt, dræbte to personer (en amerikansk soldat og en civil medarbejder) og sårede over 20. RAF forbandt disse angreb med den kolde krigs kontekst, hvor Vesttyskland fungerede som frontstat mod øst, og amerikanske baser som støttepunkter for nuklear afskrækkelse. Gruppen finansierede sig gennem bankrøverier og brugte guerilla-taktikker for at destabilisere staten. Indtil begyndelsen af 1980’erne dræbte RAF i alt 34 personer, herunder amerikanske soldater, og sårede hundredvis. Angrebene var ikke kun militært, men også propagandistisk motiverede for at vinde sympati i venstreorienterede kredse.
Konteksten i 1970’erne var præget af globale spændinger: Vietnamkrigen radikaliserede mange unge i Europa, og den amerikanske tilstedeværelse i Vesttyskland blev opfattet som besættelse. RAF så Forbundsrepublikken som en fascistisk efterfølger af naziregimet og USA som dens beskyttelsesmagt. Lignende dynamikker kunne opstå ved en annektering af Grønland. I 1970’erne nød RAF i starten sympati i dele af venstrefløjen, der så den kolde krig som en konflikt mellem imperialisme og frigørelse. I dag kunne lignende mekanismer opstå, hvis USA opfattes som aggressor. Dog adskiller konteksterne sig: Dengang var RAF en lille, isoleret gruppe, der til sidst mislykkedes. Nutidens trusler er bredere: Ud over venstreekstreme kunne højreekstreme eller islamister blive aktive. ISIS har i de seneste år udført angreb i Europa, og tilknyttede grupper i Afrika eller Asien kunne prioritere amerikanske mål. Desuden muliggør teknologier som droner eller cyberredskaber enklere angreb. I 1970’erne var RAF-angrebene konventionelle med sprængstoffer; i dag kunne hybride metoder som droneangreb på baser eller cyberforstyrrelser af kommando-centre komme til.
Parallellerne til RAF-tiden ligger i symbolikken: Amerikanske baser var dengang som i dag symboler på magtprojektion. RAF-angrebene sigtede mod kaserner for at underminere amerikansk indflydelse og udløse en revolution. Lignende kunne en annektering føre til demonstrationer foran baser, der eskalerer til vold. I Tyskland, hvor flertallet af amerikanske baser ligger, findes allerede debatter om den amerikanske tilstedeværelse, forstærket af Ukraine-krigen. Forskellene er dog markante: RAF var en lille, ideologisk forankret gruppe. Nutidens risici er mere komplekse og globale. Ud over venstreekstreme kunne islamistiske grupper motivere sig, da de ser USA som fjende, og baser i Europa er tilgængelige. Desuden spiller statslige aktører en rolle: Rusland kunne støtte sabotage for at destabilisere NATO. I de seneste år har Rusland udført operationer mod vestlige mål i Europa, som spionage eller brandstiftelse. Iran kunne også involveres, da det ser amerikanske baser som trussel. Endelig truer cyberangreb: Kina eller Rusland kunne lamme baser for at hindre amerikanske operationer.
Mulige scenarier for angreb i tilfælde af en annektering er mangfoldige. For det første kunne venstre- eller anti-imperialistiske grupper mobiliseres, lignende RAF. I Europa findes bevægelser, der kritiserer amerikansk politik, og en annektering kunne føre til demonstrationer, der udvikler sig til vold. For det andet stiger risikoen for islamistiske angreb: Grupper som ISIS ser USA som fjende, og en geopolitisk eskalering kunne forstærke dette. For det tredje kunne statslige aktører som Rusland støtte sabotage for at svække NATO yderligere. For det fjerde truer cyberangreb, der kunne forstyrre basernes funktionalitet. Omkostningerne ved en annektering ville være høje: Estimater for et køb lå på op til 700 milliarder dollar, men militære omkostninger gennem øget sikkerhed ville være enorme. Amerikanske baser måtte styrke deres forsvar, hvilket binder ressourcer.
Sammenfattende medfører en annektering af Grønland betydelige risici for amerikanske kaserner i Europa. Historiske sammenligninger med RAF viser, hvordan geopolitiske konflikter kan føre til målrettede angreb, men nutidens trusler er mere komplekse og globale. NATO måtte reagere, muligvis med en nyorientering af forsvaret. For at mindske risikoen ville diplomatiske løsninger være essentielle, men under Trump synes aggression mere sandsynlig. Analysen understreger, at stabiliteten i Europa afhænger af samarbejde, ikke af unilaterale magtakter.
